Familieløb

Løb med dit barn!

Familieløb i DIRTY PAWS

DIRTY PAWS er en løbeklub for hund og ejer, og vores medlemmer er primært voksne over 18 år med egen hund eller med familiens hund. 

Vores klub har dog et stort ønske om også at inkludere børn og unge, og få flere familier ud og være fælles om at være aktive! Derfor har vi her samlet lidt information til jer som familier, som kunne have lyst til at komme ud og løbe i fællesskab.

Hvordan kommer vi igang?

Udvalgte lokalklubber, p.t. Roskilde, Næstved og Køge, tilbyder introdage til familieløb, hvor I kan komme og prøve udstyr, høre om sporten og træne med andre familier.

Hvis I ikke har en introdag i nærheden så kontakt din lokale tovholder og hør, om der er mulighed for at løbe med som familie, og om der er et hold, som passer til jer. Det varierer fra lokalklub til lokalklub, om der tilbydes hold, hvor børn/unge kan løbe med.

Desuden anbefaler vi, at I følger med i vores Facebook-gruppe Familieløb, hvor I kan skrive med andre familier, stille spørgsmål og se hvornår der er arrangementer målrettet børn og unge.

 

Hvor gammel skal man være?

Dit barn skal være fyldt 7 år for at starte i klubben og skal følges med en forælder/ansvarlig voksen over 18 år.

Når dit barn er 7-9 år følges I undervejs – begge med line på hunden. Når barnet har lært at håndtere og løbe med hunden, kan det tillades til træning at barnet løber med hunden uden den voksne er fastspændt.

Når dit barn er 10-15 år, følges barnet med en forældre/ansvarlig over 18 år. Her må den unge løbe alene med hunden (alt efter størrelse på hunden). Tovholder hjælper med at vurdere om hunden kan håndteres forsvarligt af barnet.

Når dit barn/unge er 16-18 år må den unge løbe alene med hunden. En ansvarlig voksen skal være tilstede ved træningen.

Hvilket udstyr skal vi bruge?

Tovholderne kan hjælpe med valg og vejledning ift. udstyr. 

Når I løber sammen, og begge er fastspændt til hunden, skal den voksne have en elastikline, der er længere end barnets. Typisk har barnet en line på 1,3-2 m, og den voksne en line på 2-2,8 m.

Der findes særlige canicrossbælter til børn, men de kan være lidt svære at få fat i. Ellers kan en del børn også passe de mindste størrelser af visse bælter, fx Non-stop dogwear CaniX bælte str. S. I nogle lokalklubber har vi børnebælter til udlån.

Vi anbefaler desuden gode sko, gerne trailsko med “dupper” under, så man står bedre fast. Husk det lune tøj til før/efter træningen, så både børn og voksne ikke fryser.

 

Hvordan foregår træningen?

Til de særlige familieløbs-arrangementer har vi ekstra fokus på bevægelse gennem sjove øvelser og socialt samvær fx ifm. opvarmningen. Målet er, at børnene får en sjov oplevelse sammen med deres hund, deres forældre og andre børn og unge. 

Når I løber med på almindelige hold, kan det variere fra lokalklub til lokalklub, hvordan træningen foregår. Typisk vil der være lidt opvarmning først og derefter en fælles løbetur. Vi anbefaler, at I vælger en kortere tur/begyndertur, særligt i begyndelsen, da det er vigtigt at give børnene en god oplevelse sammen med deres hund.

Når du som voksen løber med, kan det også kræve lidt tilvænning, bl.a. hvordan du bedst placerer dig ift. barnet. Optimalt skal den voksne helst løbe bagved barnet, og tilpasse sit tempo efter barn og hund. Barnet skal gerne have mest muligt hjælp fra hunden (givet at hunden trækker), uden at det føles for voldsomt. Så særligt i starten af turen, kan den voksne typisk hjælpe mere ved at tage noget af trækket i sit bælte, mens den voksne ofte løber uden eller kun med let træk på den sidste del af turen, hvor mange hunde trækker mindre.

Læs om DIRTY PAWS generelle regler og retningslinjer her.

Regler for konkurrenceløb

Får I lyst til at stille op til konkurrenceløb, findes der en del løb med børneheat, bl.a. i Dansk Canicross Forbund. Her er børn og unge delt ind i forskellige kategorier, og der er regler for, hvornår barnet skal følges med en voksen, og hvornår de må løbe alene. Reglerne i Danmark er lidt anderledes end de internationale regler, bl.a. må de større børn også ledsages af en voksen. Reglerne er tilpasset, for at give flest mulige børn/unge lyst til at deltage – også selvom de måske har en hund, som de ikke kan løbe med på egen hånd.

I kan læse reglerne på Dansk Canicross Forbunds hjemmeside (scroll ned til Løbsreglement, eller søg på “børn” på siden).

 

Foto: Morsch Photo