Derfor skal du træne mere end bare løb
Det vi hører igen og igen til klubtræning, er, hvor meget fællesskabet betyder. For mange er det ugens højdepunkt at snøre skoene og løbe sammen. Netop derfor rammer det ekstra hårdt, når løb pludselig gør ondt, eller en skade sætter én ud af spillet. Når træningsmængden stiger – flere kilometer, hurtigere kilometer – stiger risikoen for skader også, hvis kroppen ikke får den styrke og stabilitet, der skal bære belastningen.
Diss blogindlæg handler om vores egne udfordringer, og hvad vi konkret har gjort for at komme stærkere tilbage – så du kan undgå de samme faldgruber.
For selvom løb føles simpelt – snør skoene og afsted – så er kroppen et komplekst system. Og hvis vi kun træner løb ved at løbe, risikerer vi før eller siden at løbe ind i problemer.
Cecilias historie
Jeg hedder Cecilia, er 43 år og tovholder i DIRTY PAWS Nordsjælland. Jeg har løbet canicross sammen med Luca i knap 3,5 år.
Som for rigtig mange andre startede det med, at jeg mødte op til intro i den lokale DIRTY PAWS. Her blev jeg introduceret til sporten, prøvede udstyr og løb med på en prøvetur. Jeg blev taget rigtig godt imod og følte mig hurtigt velkommen. Samtidig fandt jeg en enorm glæde i fællesskabet – og ikke mindst i at se, hvad det gjorde for Luca. Hendes energi og glæde har siden vores allerførste canicross-skridt været en af de allerstørste motivationsfaktorer for mig.
Kort sagt blev vi begge grebet af det, og snart løb vi med fast hver mandag og fredag. Jeg har altid været aktiv og har on and off – mere eller mindre kontinuerligt gennem årene – løbet på 5 km-niveau og et par gange også trænet op til længere distancer. Jeg så derfor mig selv som
én, der løber.
Fra ømhed til skadet!
Sandheden var bare, at jeg gennem nogle år havde døjet med hælspore, som havde begrænset mit løb. Samtidig havde jeg de seneste år haft henholdsvis en gammel hund og en hvalp/unghund, så jeg havde faktisk ikke rigtig løbet. Når alt kom til alt, var jeg altså ikke rigtig i løbetræning, da jeg startede med canicross.
Ikke desto mindre løb jeg nærmest fra den ene dag til den anden 5-6 km to gange om ugen og forsøgte at følge med i samme tempo som de andre.
Jeg kunne selvfølgelig godt mærke, at jeg pressede kroppen – særligt mine ben og knæ – men jeg lagde ikke så meget i det. Jeg tænkte, at det nok skulle komme hen ad vejen, og at det var meget naturligt, at kroppen blev lidt øm af at blive brugt.
Snart fik vi også blod på tanden og stillede op til vores første løb. Det var en superfed oplevelse og gjorde os kun endnu mere hooked på sporten, end vi allerede var og vi begyndte at træne mere.
Vi var altså kommet godt i gang, da jeg på en vandretur/Canihike i Sverige træder ned og pludselig mærker et smæld i det ene knæ. Nu var det ikke længere bare den “almindelige” ømhed – det gjorde virkelig ondt.
Jeg måtte halte de sidste kilometer af turen og gav så knæet nogle ugers pause, inden jeg begyndte at løbe igen. Som nævnt havde jeg fået blod på tanden, og der var løb i kalenderen.
Jeg trænede derfor videre, selvom det gjorde ondt, og jeg dulmede smerterne i knæet med tigerbalsam, varmecreme, gel og hvad man ellers kunne få.
Jeg var selvfølgelig godt klar over, at det ikke var optimalt. Men jeg ville lige have ét bestemt løb i foråret med – så kunne jeg give knæet opmærksomhed bagefter.
Skadet - hvad så nu?
Der var dog ikke så meget at rafle om: Det var en af de såkaldte overbelastningsskader. Det krævede en længere pause fra løb samt kontrolleret og rolig genoptræning med hjælp fra en fysioterapeut. Så jeg gik hjem og lavede øvelser på stuegulvet, startede op med Canihike sammen med Luca og
begyndte stille og roligt at bygge op igen.
Men ærligt – det var svært.
I mellemtiden var jeg blevet tovholder i Nordsjælland, og jeg måtte lige træde et skridt tilbage. Selvom jeg gerne ville mere, måtte jeg nøjes med Canihike.
Jeg kom stadig til fællestræning, men de andre skulle jo løbe, og jeg kunne i stedet tilbyde en Canihike-tur. Nogle gange var vi et par stykker, andre gange tog jeg turen alene, mens de andre løb. Det var ærligt talt svært, fordi jeg så gerne ville holde fast i det fællesskab, jeg havde i klubben.
Stille og roligt begyndte jeg dog at løbe igen. I Nordsjælland har vi til fællestræning et “First mover”-hold. Her løber man langsommere og med flere pauser. Det er et perfekt begynder- og opstartshold – men også en rigtig god mulighed for at starte roligt efter en skade og stadig være en del af fællesskabet.
Tålmodigheden blev sat på prøve, men gevinsten var stor. Pludselig gjorde det ikke ondt at løbe længere. Jeg blev stærkere og kunne løbe både bedre, længere og hurtigere uden smerter.
Jeg fik respekt for løbet og for løbetræningen på en helt anden måde.
Min største læring
LI dag tager jeg større hensyn til mig selv. Jeg planlægger og strukturer min træning, så jeg ikke overbelaster kroppen, men i stedet gradvist bygger op. Jeg sørger også for at træne styrke, stabilitet, mobilitet og balance. Samtidig mærker jeg efter og regulerer min træning, hvis jeg kan mærke, at kroppen har brug for det.
Selvfølgelig kan det stadig mærkes, når jeg har løbet hårde træningspas eller har haft en særlig intens periode. Men jeg husker også at holde hviledage – også selvom det nogle gange kan føles som at slå knude på mig selv, fordi der er noget, jeg gerne vil deltage i og helst ikke vil gå glip af. Så må jeg minde mig selv om, at det at gå glip af lidt på kort sigt betyder, at jeg kan være med til det meste i det lange løb.’
Min største læring? At løb ikke kun handler om at løbe. Det handler om at bygge en krop, der kan holde til det.
I næste blog kan du læse Malenes historie og i del 3 får du deres råd til skadesforebyggelse.
Cecilia, tovholder i Team Nordsjælland og bestyrelsesmedlem i DIRTY PAWS