Cecilia (med Luca) og Heidi (med Archie) fra team Nordsjælland og team København deler deres oplevelser og erfaringer med at stille til løb i udlandet. De tog begge turen til det store Non-stop dogwear løb, CaniX Open, i Tjekkiet. Løbet blev afviklet af Běhejsepsem.cz og de afholdt også CaniX Open i 2023.
Måske du får lyst til at være med næste gang?!
Har I været til løb i udlandet før?
Cecilia: Ja, sidste sommer var vi til K9 i Sverige og i efteråret var vi med på DIRTY PAWS klubturen til CaniX Open 2024 i Tyskland. Det var super fedt, både eventet og hele oplevelsen i sig selv.
Heidi tilføjer: I 2024 løb vi rigtige mange løb i Danmark både Canicross og forhindringløb, men CaniXOpen i Tyskland som var vores første løb i udlandet. Det var den fedeste og bedste oplevelse og prøve et løb i udlandet og derfor kunne jeg godt tænke mig at prøve igen CaniX Open her i 2025.
Hvordan foregik turen til CaniX Open?
Cecilia: Luca og jeg været afsted til udenlandske løb nogle gange nu og jeg synes hver gang det er en helt unik oplevelse jeg får sammen med min hund. CaniX Open 2025 foregik lørdag-søndag d. 12.-13. april 2025 i Kolesa, Pardubice, Tjekkiet. Vi kørte derfor hjemmefra torsdag eftermiddag og tog den første bid ned til Kruså, hvor vi overnattede på en campingplads.
Tidligt fredag morgen kørte vi videre ned igennem Tyskland til Tjekkiet. Vi “landede” lidt senere end planlagt, men alligevel tidsnok til, at vi kunne nå at hente startnummer og gå rutetjek.
Da vi kom ud til stævnepladsen lørdag formiddag, var der allerede fyldt med glade mennesker og ivrige hunde og godt gang i konkurrencerne. Vi mødte hurtigt de andre danskere og fik “landet” inden vi skulle varme op.
Lørdag var det 3,7 km Open Class delt op i vægtkategorier. Det ville sige, at vi skulle konkurrere mod hunde på max. 10 kg. Luca var den mindste af de danske hunde og derfor havde de fleste andre danskere allerede løbet, da det blev vores tur. Udover at stemningen dernede generelt var super fed og virkelig intens, så gav det alligevel noget ekstra for os, at have en masse danskere på sidelinjen ved start og danskere som tog imod os ved mål.
Efter vi alle havde løbet samlede vi os i en lille improviseret ”DIRTY PAWS Lejr” i et hjørne, med et par camping-/festivalstole og et lille bord, hvor vi spiste frokost og hyggede os, med forårssolen bagende og til lyden af god stævnestemning, mens hundene lå omkring os slappede af.
Sidst på eftermiddagen brød vi op, nogle af os blev og spiste aftensmad og fik lidt af afteneventet med, der var lodtrækningspræmier og koncert med et lokalt band, men ellers kørte vi til hvert vores hotel/lejlighed og fik en god nats søvn.
Søndag var det 2 km sprint og endnu en dag med en fed og intens raceatmosfære omkring os. Der blev løbet til fra alle teams, og det var da også lige ved og næsten, at et andet DIRTY PAWS team, skulle på podiet. Bedst som vi var ved at gøre klar til at gå til præmieoverrækkelse i vores bedste dannebrogsudstyr, blev de dog slået med bare 6 sekunder og rykkede lige akkurat udenfor podiepladserne.
Vi sluttede en super hyggelig weekend med lidt frokost sammen, inden vi splittede op og begyndte turen tilbage mod Danmark.

Heidi: De 2 gange vi har været i udlandet for at løbe, har været så spændende og en stor oplevelse som man kan få sammen med sin hund, lige fra man sætter sig ind i bilen. Vi (min mand, Archie og jeg) kørte torsdag morgen, tog færgen og kørte ned til Roggosen hvor vi tog en overnatning. Fredag kørte vi til vores hotel og derefter kørte vi ud til stævnepladsen. Her hentede jeg mit startnummer og gik løberuten igennem.
Lørdag havde vi tilmeldt os 3,7 km open Class 10-19,9 kg. Der var en god stemning og man kunne ikke mærke, at der var over 600 deltagere. Vi fandt et godt sted til vores lille DIRTY PAWS lejr, hvor vi havde udsigt til stævnepladsen og målområdet. Stole og bord samt det danske flag havde vi også med. Efter vi havde løbet spiste vi frokost og en stort ros til vores 4 hunde, de lå bare og slappede af ved siden af os. Her kan man se at vores hund er ved vores side, hvor mange af de udenlandske hunde sidder i bilerne og gør.
Søndag skulle vi løbe 2 km sprint i samme klasse som om lørdagen. Det var første gang at Archie og jeg skulle løbe 2 dage i træk, og jeg var meget spændt på hvordan Archie ville tage det. Men det gik super godt. Efter løbet hyggede vi, inden de andre kørte hjem og vi tog en ekstra overnatning på vores hotel.
Hvordan kom du på at deltage i CaniX Open 2025?

Cecilia: Jeg havde set et opslag på Facebook med CaniX Open 2025, men samtidig havde jeg en masse andre ting i kalenderen deromkring, så jeg slog egentlig tanken lidt ud af hovedet, jeg vidste heller ikke om andre danskere ville deltage. Men da jeg så en anden fra DIRTY PAWS spurgte om andre skulle med trak det alligevel lidt ekstra i mig for at komme afsted.
Heidi: Ligesom Cecilia så jeg også et opslag på Facebook. Da jeg arbejder hver anden weekend og jeg skulle lige finde ud af om jeg kunne få fri/ ferie. Så jeg fik tilmeldt mig lidt sent.
Hvordan boede du under CaniX Open?
Cecilia: Jeg havde fundet et hotel via booking.com. Der kan man som regel booke hotel eller anden overnatning, uden at betale forud og med mulighed for afbestilling indtil nogle dage før. Det synes jeg har været nemt, jeg søger bare på hoteller hvor jeg må have hund med. Det koster som regel et lille beløb.
I Tjekkiet boede jeg på et hotel i en lille landsby ca. 15 minutters kørsel fra stævnepladsen. Det var flere andre deltagere som boede samme sted, og selvom man ikke kender hinanden og er af forskellig nationalitet, er det tydeligt når folk kommer gående med deres hundeatleter, at man i samme båd. Der er superhyggeligt.
Heidi: Vi havde også fundet vores hotel på booking.com. Da manden spiller golf fandt vi et golf hotel ca 35-40 min fra stævne pladsen og der var ingen problemer med at have Archie med. Han måtte også være med nede i restauranten.
Hvad er det bedste ved, at være ”klubtur” i udlandet?
Cecilia: Jeg synes helt klart det er stemningen og det at dele oplevelserne med hinanden, selvom man er hvert sit individuelle team. Det er super hyggeligt og man kan hjælpe hinanden og sparre lidt med hinanden undervejs. Jeg synes også det er fedt, at man kan tilpasse sin egen tur individuelt og så alligevel være sammen som klub. Man sørger jo selv for at tilmelde sig de klasser man vil deltage i og booker overnatning efter behov og hvad man vil. Der er også nogen som tager campingvogn med og bor på stævnepladsen, nogen booker AirBnB og andre hoteller, det er helt individuelt. Som regel bliver der oprettet en begivenhed eller messenger-tråd, hvor man taler sammen, deler information, tjekker ind på hinanden og følger med, så på den måde synes jeg hele tiden man har et netværk omkring sig.
Heidi: Fællesskab, god stemning, oplevelsen med de andre, hygge, hjælper hinanden/ sparre sammen, sammenhold. Når der er mulighed så tager vi billeder / videoer af hinanden. Selvom at vi bor forskellige steder så mødes man på stævne pladsen og hygger. Man lærer hinanden bedre at kende, for selvom vi alle løber i DIRTY PAWS, så løber vi jo ikke sammen i hverdagen.
Hvad du vil sige til medlemmer som overvejer løb i udlandet?
Cecilia: Jeg vil helt kart sige, at hvis man gerne vil have en super fed tur og kæmpe oplevelse sammen med sin hund, så skal man tage med på klubturen til efteråret. Man lærer både sig selv og sin hund endnu bedre at kende i sådanne omgivelser. Og så er det fede også, at man ikke nødvendigvis skal være den allerhurtigste eller have en bestemt hund for at deltage. Selvfølgelig er det en konkurrence, men det handler i lige så høj grad, hvis ikke i endnu højere grad, om den individuelle sejr og om at nyde det og have et godt løb og en god oplevelse med din hund. Og så står der et helt hold af klubkammerater klar til at bakke op og glæde sig på hinandens vegne, det synes jeg er super fedt.
Heidi: Jeg vil sige, prøv det! Det er superfedt og hyggeligt, en stor oplevelse for både dig og din hund. Man kan sagtens tage sin samlever med. Det er noget andet end at løbe i Danmark. Tøv ikke ved, om du er god nok til at være med. Ja, der er rigtig mange som er super hurtige og har hurtige hunde, “de professionelle” – det er fedt at se dem.
Jeg tager med for oplevelsen, fællesskabet mm og jeg har min alder med mig og jeg har nok været den ældste som har deltaget. Det holder ikke mig tilbage, tværtimod, bare jeg er tilfreds med Archie og min præstation. Hvis jeg kan få fri, så tager jeg med til Tyskland i efteråret.
