Kender I den følelse af gerne at ville noget… men alligevel tænke: “Ej, det er vi da slet ikke gode nok til?” Hvor tankerne kører: “Der er jo så mange andre, der er hurtigere, stærkere, bedre.” Og inden man ser sig om, har man næsten overbevist sig selv om ikke engang at prøve.
Men hvad sker der egentlig, hvis man tager chancen? I værste fald får man et nej – og så er man jo ikke dårligere stillet end før. I bedste fald… ja, så kan der ske noget helt fantastisk.
Drømmen der pludselig blev virkelig...
Tilbage i marts sad jeg på DIRTY PAWS’ hjemmeside og læste om VM i canicross, bikejoring og scooter i Pardubice, Tjekkiet. Jeg tænkte wow for en fed oplevelse det kunne være – men slog det egentlig hurtigt hen igen. For hvorfor skulle vi kunne komme med?
Men jeg sendte en mail om at vi gerne ville deltage. Bare for at prøve.
Et par uger senere tikkede mailen ind:
“I er med til VM i canicross 2025 i Pardubice, Tjekkiet!”
Stolthed. Glæde. Lettelse. Og en smule uvirkelighed. Pludselig var drømmen ikke længere en tanke, men en dato, et sted, et løb, der ventede på os.
Og så begyndte alvoren. For nu skulle der trænes, det næste halve år.
VM i Pardubice 2025: Onsdag – Ankomst og forventningsglæde
Vi ankom til Tjekkiet onsdag aften og tjekkede ind på et hotel blot 10 minutter fra VM-pladsen. Nu var det hele tæt på.
Torsdag – Vet-check, sele-check og banegennemgang
Vet-check
Jeg havde vet-check (dyrlægeundersøgelse, red.) kl. 11.20, men vi tog afsted i god tid for at finde den danske stakeout (området hvor danskerne slog lejr/havde deres hunde, red.), hilse på de andre danskere og mærke stemningen på pladsen.
Til vetchecket blev bælte og line tjekket, og derefter var det Kanzo’s tur. Han tog hele seancen med ophøjet ro – mest fordi nogen gad at nusse ham
Alt var i fineste orden. Vi var godkendt og klar.
Banegennemgang
Jeg havde forestillet mig, at det var smart at tage Kanzo med rundt – så han kunne “se” banen.
Men en løbeglad labrador og en gå-tur på en VM-bane er ikke en god kombination Efter 1 km måtte jeg sende ham i trygge hænder ved den danske lejr og fortsætte alene, så vi begge kunne bevare roen.
Åbningsceremonien
Om aftenen gik alle nationer i optog med flagene forrest. En smuk, stolt og helt særlig oplevelse.
Fredag – Første løbsdag!
Sommerfuglene havde været vågne og formeret sig godt hele natten
Inden start blev ruten kortet ned fra 5,6 km til ca. 3,9 km pga. varmen – og det var nok meget godt, for underlaget var tungt, ujævnt og på meget græs.
Vi skulle være i startboksen 10 minutter før start.
37 hunde og løbere i ét lille område… dét er intenst for en ivrig labrador
Der røg et par minestrimler i spændingen – men crewet var fantastisk tålmodige og fik fikset det hele.
Starten gik – og Kanzo var klar!
Han trak næsten hele vejen, var fokuseret og fulgte mine kommandoer perfekt. På opløbet fandt han et ekstra gear, mens publikum heppede os i mål
Tid: 17:25 min. En magisk oplevelse!
Aftenen sluttede med fællesspisning – lidt kaotisk og meget ventetid, men hyggeligt fordi vi fik mulighed for lidt socialt og tid til at høre hinandens oplevelser fra dagen.
Lørdag – Dag 2 og den (frygtede) massestart!
Massestart: 37 hunde. 37 løbere. Ét kaos. Eller… det troede jeg.
Kanzo var overraskende rolig, fokuseret – og da løbet gik i gang, var han 100% på mig og ikke de andre hunde. Selv da nogle styrtede foran os, holdt han fokus, og vi navigerede udenom.
Vi kom langsommere fra start end dagen før, men massestarten gav os noget at jage hele vejen rundt Og det kunne mærkes.
Vi løb i mål i 16:41 min – 44 sekunder hurtigere end dagen før!
Samlet blev vi nr. 32 og 2. bedste dansker i vores gruppe
Om aftenen var der præmieoverrækkelse og Danmark havde 2 på podiet:
Sølv til Claes og Swea – Guld Felicia og Helium
At stå der, vores lille gruppe af danskere og synge nationalsangen, mens Felicia stod på podiet… det gav gåsehud.
Søndag – Sightseeing og heppefest!
Vi skulle ikke selv løbe, så dagen stod på sightseeing i Pardubice og hep på de sidste danskere. Om aftenen spiste en gruppe af os sammen – en perfekt afrunding på en oplevelsesrig uge.
Når målene bliver overgået af oplevelsen
Jeg havde personlige mål, og vi har trænet intenst for at komme hertil. Målene blev indfriet – og mere til. Men ærligt? Det fylder ikke meget.
Det gør oplevelsen.
Samarbejdet.
Læringen.
Følelsen af at stå på startlinjen med min firbenede makker.
Jeg er så taknemmelig.
For oplevelsen.
For fællesskabet.
For alle de nye bekendtskaber, der tog imod os med åbne arme, kram og smil.
Det er fedt at være en del af det her fællesskab.
Der er virkelig plads til alle!
Blogindlægget er skrevet af Sanne Juncher fra Team Næstved.