Hvad er canicross, og hvorfor det er så meget
mere end “bare” en løbetur med din hund?
Helt “tørt” forklaret stammer ordet canicross fra en sammentrækning af det latinske ord for hund (Canis familiaris) og det engelske ord for terrænløb Cross country running. Så canicross er altså terrænløb med hund. Men det er også meget mere…: I canicross løber du ikke med din hund fri eller ved siden af dig. Hunden løber i træksele foran forbundet til løberen via en elastikline og bælte og hjælper med at trække løberen fremad. Så har du en hund, der er god til at trække, kan du komme op i et tempo, du næppe kunne løbe alene!
Verdensmesteren i canicross, Ben Robinson, løb i 2023 verdens hurtigste tid på 5 km i canicross på under 12 minutter! – i terræn – og en tid, som er hurtigere end verdens hurtigste baneløbere.
Historien bag canicross
Sporten stammer fra slædehundemiljøet, hvor man brugte canicross som “off season” motion for hundene. I stedet for at trække de tunge slæder eller vogne i de varmere måneder blev hundene i stedet motioneret ved at løbe med en person bagved. Senere udviklede canicross sig til en selvstændig sportsgren, og i dag er det nok den mest populære af trækhundesportsgrenene. Særligt i England, Tyskland, Tjekkiet, Frankrig og andre europæiske lande er canicross blevet meget udbredt; også uden for slædehundemiljøet.
Canicross handler om samarbejde mellem dig og din hund. Hunden skal lære at løbe foran og samtidig være lydhør overfor dig
Stort set alle hunderacer kan lære at løbe canicross, selvom man skal være påpasselig fx med de kortnæsede typer – og meget små eller store, tunge hunde skal heller ikke løbe for langt. Særligt i udlandet bruges typisk stående jagthunde eller specialavlede trækhunde, som typisk er blandinger mellem Tysk korthåret pointer og enten Greyhounds (= “Greysters”) eller blandinger mellem pointer og Alaskan huskies (= “Scandinavian/European hounds”).
Mentalitet & fysik
Canicross handler om samarbejde mellem dig og din hund. Hunden skal lære at løbe foran og samtidig være lydhør overfor dig: Hvilken vej skal I løbe, hvilket tempo? – og hunden skal også kunne ignorere forstyrrelser undervejs. Jo bedre et team, jo bedre bliver man til at læse hundens signaler og til at samarbejde. Og den elastiske line bliver nærmest navlestrengen mellem jer, som hunden opfatter mange signaler igennem. Læner du dig til venstre, så følger hunden dig med tiden, uden at du behøver råbe “venstre”… I bliver et team, og man kan nærmest få følelsen af at være smeltet sammen til én. For hunden er canicross også både mentalt og fysisk udfordrende, da hunden både skal arbejde fremadrettet og samtidig orientere sig om dine signaler – og desuden forholde sig til alle de andre ting i skoven: lyde, lugte, andre hunde og mennesker mv.
Derfor er canicross så meget mere end “bare” en løbetur med din hund.
/DIRTY PAWS Teamet