Lille hund til stort løb...
Cujo og jeg var tilmeldt DIRTY PAWS’ canicross-løb i Tisvilde i den 24. februar. Vi meldte os til lidt sent, da jeg var ved at komme mig ovenpå en skade.
Ikke desto mindre var forventningen og glæden helt i top. Allerede hjemmefra, hvor Cujo var fuldt ud klar over, hvad der skulle ske, da jeg begyndte at
pakke tasken med udstyr
Vi kørte med vores faste makkere, Anne med Luna, som vi jo kender igennem DIRTY PAWS siden opstarten af Team Nordsjælland for snart 4 år siden. Vel ankommet til stævnepladsen fik vi hilst på en hel del kendte ansigter og Cujo nød, som altid, opmærksomheden fra de mange, der ville hilse på ham. Han synes bestemt det har sin fordel, at være lille og charmerende.
Nummerudlevering gik uden problemer og jeg havde taget vaccinationsbog og udstyr med til infostanden, hvis vi blev udtaget til tjek. Det gjorde vi dog ikke. Men muligheden foreligger ved flere og flere løb. Du kan altid skrive til arrangøren, og høre hvordan deres setup er. De første canicrosser var i gang på lang rute da vi ankom, så vi fik heppet og klappet de seje hunde og deres ejere i mål.
Det giver super stemning, at der er opløbsstrækning som i Tisvilde. Især når alle bidrager med hep og klap!
Vi fik besøgt de forskellige stande; dejligt de vil være med på dage som denne! Endelig blev det tid til lidt opvarmning og afgang til startområdet.
Cujo havde hans bedste start til et løb nogensinde. Han var PÅ og viste sig godt frem for de mange der klappede og sendte os afsted med opmuntrende tilråb.
Cujo elsker dét! Og han elsker canicross!
Jeg gav den selv gas fra start, for at følge med Cujo, men desværre nok lidt for meget, for efter ca. 1 km. gik min skade op og jeg måtte lunte resten af ruten.
Undervejs blev jeg stoppet af en gæst i skoven, der lige skulle høre hvad det her hundeløb gik ud på. Og selvfølgelig var der tid til at stoppe op og fortælle om canicross og DIRTY PAWS.
Vores tid var bestemt ikke prangende, men de sidste meter før mål gav Cujo sig igen fuldt ud, p.g.a. stemningen og tilskuerne der heppede på ham.
Det var skønt, at så mange blev og heppede på børnene og på relayholdene. Både børn og relayhold gav den max gas – de var alle top seje!
Til præmieoverrækkelsen var der mange flotte præmier og Dirty Paws er rigtig gode til at anerkende os der aldrig kommer på podiet, med præmier og medaljer til f.eks. hurtigste løber over 60 år, ældste hund m.m. og ikke mindst prisen for Mindste Hund, som gik til Cujo, der med hans 2,9 kilo bestemt ikke er særlig stor. Men selvom man er lille, kan man godt være sej. Og det er Cujo!
Tak til DIRTY PAWS for at velkomme hund og ejere i alle størrelser og aldre. Og tak til alle deltagere for en hyggelig dag i det bedste selskab.
/Louise, medlem af DIRTY PAWS