Årets sommerferie gik til bjergene på vandreferie. Frida var selvfølgelig med.
Lige siden Frida var lille, har hun været med på langt de fleste af vores ferier. Det er sjovt, som ens prioriteter kan ændre sig, når man får hund: For år tilbage ville jeg have nægtet at tage på køreferie. Nu går turen som regel med bil til forskellige steder i Europa, for at vi kan dele oplevelsen med hende. Særligt vandreferier har vi kastet vores kærlighed på, da det er skønt at være aktive sammen – og langt de fleste steder har det været nemt at have hende med. Her vil jeg dele lidt om vores forberedelser til ferien og nogle af de erfaringer, vi har gjort os undervejs.
Forberedelser
Første forberedelse til sådan en tur starter helst længe inden, man skal afsted: Nemlig en masse miljøtræning, så hunden er vant til at “komme i byen”, køre i bus, tog, gå på forskellige underlag osv. Alt dette er guld værd, når man på en ferie kommer mange forskellige steder.
Den næste vigtige forberedelse er, at sørge for at ens hund er i form til turen. Gode gå- og løbeture også i dagligdagen er en god måde at sikre, at hunden er i rette kondition til en vandreferie.
Oveni dette kommer så de praktiske ting såsom at undersøge hvilke vaccinationer og forholdsregler, man skal tage inden turen. I langt de fleste land i Europa er hundepas og rabiesvaccination hvad der kræves, men det kan variere. I Norge skal hunden fx have ormekur inden turen. Desuden er det en god idé overveje, om der er særlige sygdomme at tage hensyn til. Og hvad skal hunden have med? Foder, førstehjælpskit, udstyr osv.
I forhold til overnatning og vandreområder skal man naturligvis sikre sig, at hunde er velkomne. Vores erfaring er, at langt de fleste steder i udlandet er markant mere hundevenlige end i Danmark, men der kan selvfølgelig være undtagelser. En del hytter i bjergene tillader fx ikke hund, da de kun har sovesale. Og i nogle nationalparker er det ikke tilladt at medbringe hund. Der kan også være vandreruter, som ikke egner sig til hund. Overvej også om området, I skal vandre i, har løsgående kvæg eller andet som kan give problemer.
Planlægning
Der er mange måder at tage på vandreferie. Vi har både prøvet “hytte til hytte” vandring, hvor man går i terrænet og overnatter et nyt sted hver nat, og på den vis er på rundtur. Vi har også boet på samme sted i 2-3 dage og taget ture ud derfra. Der er fordele og ulemper ved begge “modeller”, fx er man tvunget til at gå i dårligt vejr, hvis man hver da skal nå frem til en ny hytte. Modsat er det også en fed oplevelse at gå i terrænet og komme frem til et nyt sted hver aften. Og stemningen oppe i terrænet er bare noget helt særligt. Denne type ture kræver dog også mere planlægning, da man skal have puslespillet til at gå op med, hvilke hytter, man skal booke, hvor lang der er imellem dem – og om hunde er tilladt. Særligt i Dolomitterne har mange hytter endnu ikke online-booking, så det kan være lidt besværligt at finde ud af.
Vi bor som regel i hytter eller små gæstehuse. Men mange steder findes selvfølgelig også campingpladser, teltpladser og andre overnatningsmuligheder. I mange bjergområder, er det dog begrænset, hvor det er tilladt at slå sig ned. I de områder vi var i Dolomitterne, var der ingen muligheder for overnatning i telt oppe i terrænet.
På denne tur kombinerede vi overnatning på gæstehuse med overnatning i hytter i terrænet. Og det var en fin kombination. Jeg vil anbefale at kontakte hytter i god tid inden, da de som regel har et meget begrænset antal pladser til besøgende med hund. Jeg kiggede på vandre-apps (fx Alpenverein) og lokale guides for at finde inspiration til ruter. På mange af hytternes hjemmside er ofte beskrivelser af gode ture og ruter dertil.
Afsted på tur
Afsted på vandreturene går Frida i sele og enten en elastisk snor eller flexline, hvis vi går steder, hvor det ikke generer andre. Mange steder sydpå skal man være obs på, at der kan være mange løse hunde. I Italien var folk meget “loose” med reglerne, selvom vi gik i nationalparker, hvor det var forbudt at have hunden løs. Vi medbringer altid lidt snacks til hende + vand – men som regel er der masser af vandløb, hvor hun foretrækker at drikke.
Vores dagsture ligger typisk på en 4-5 timer, hvor vi tager en god frokostpause, hvor hun kan hvile sig. I Dolomitterne er terrænet mange steder ganske vanskelig med mange stigninger og svære stier, så det skal man huske, når man planlægger dagene – og træn gerne hunden i at gå bagved/ved siden af. Der kan også være mange skærver, så nogle hunde kan have glæde af potesokker.
Nogle dage, når vi bor flere dage samme sted, får hun sig en “hviledag”, hvor hun får lov bare at sove længe og kun få småture, hvis vi har vandret mange dage i hårdt terræn. Vi prøver i øvrigt som regel at have en “plan B” i baghånden, hvis det fx skulle blive ekstremt varmt. Mange steder i bjergene vil det være muligt at korte ture af ved at tage en bus eller lift.
I Italien skal man huske, at hunde SKAL bære mundkurv i alle offentlige transportmidler – og også i mange lifte. Så det er også en god idé at træne hjemmefra og altid have en mundkurv med i rygsækken.
Hvordan kommer vi afsted?
RIGTIG god tur!
