Tisvilde... Hvor er det?
Det er altid med en vis summende spænding, når man tilmelder sig et løb, hvor man er fuldstændig på udebane. Men Google kunne fortælle hvor Tisvilde er, og allerede ved indkørslen til løbsområdet fornemmede man, at dette var et dejligt sted at løbe!
Vi blev vel modtaget af løbskoordinator Ragno (medstifter af DIRTY PAWS), der hurtigt fandt en parkeringsplads til os.
Nummer uddelingen gik legende let og derefter kunne man sondere startområde, få skiftet tøj og gjort klar. Vi mødte Karoline (Line, som er medstifter af DIRTY PAWS og fungerede som stævnedyrlæge), der gik rundt med stetoskopet. Med en dejlig ro, spurgte hun om hun måtte tjekke vovsen. Klemme og trykke, mærke og lytte. Tror ikke det gjorde noget, for var Karoline ikke blevet vasket så fik hun et par hundekys fra Fire med på vejen.
I god ro og mag blev vi sendt af sted, og ruten var flot afmærket og nem at finde rundt på. Tillige var der indlagt et par stier, hvor man fik vasket sine sko og strømper.
En skam at løbet er så hurtigt overstået, for vi nød samtlige ca. 30 minutter! Vi nød også at gå rundt og snakke lidt med folk ved boderne og dem vi ellers mødte bagefter. Lytte til erfarne løbere og heppe på dem på den korte rute og børnene!
Fedt med en mållinje hvor man kan stå og “råbe/heppe”. Man mærker selv, at man pludselig finder nogle ekstra kræfter, og det giver et sus at komme ind på opløbsstregen hvor alle tilskuerne stod og heppede på en uanset hvem du var!
Selv om turen derover var lang, var det det hele værd. Tak til arrangørerne, I gjorde det rigtig godt!
/Torben, Medlem hos DIRTY PAWS Rold Skov & Aalborg
–
Torben vandt præmier i kategorien 60+. Stort tillykke!