Malenes historie.
Mit navn er Malene, jeg er 37 år og tovholder i Nordsjælland. Jeg har kun løbet i knap 3,5 år, og de første par år var mit fokus udelukkende at komme ud med klubben med Emmy. Egen træning derudover var jeg overhovedet ikke interesseret i.
Det var først i løbet af 2024, at jeg rigtig blev bidt af den famøse ”race bug”, og derfra tog det fart. Jeg begyndte at løbe intervaller og længere ture. Jeg begyndte at løbe oftere og havde brug for at komme ud og løbe. Jeg elskede mine mandagstræninger med løbeklubben og lagde selv en indsats ved siden af – for målet var at blive hurtigere og at kunne følge med toppen på konkurrenceniveau i Danmark.
Skadet!
En aften, efter en helt almindelig løbetur med små intervaller, rejste jeg mig fra sofaen og fik et jag op gennem min højre fod og læg. Jeg kan huske, at jeg blev helt panisk over, at noget gjorde ondt.
Jeg opsøgte en fysioterapeut, som lagde en plan for min fod og læg, og jeg kom tilbage i løbeskoene inden for en uges tid. Men der gik ikke ret længe, før min hofte begyndte at brokke sig efter de hurtige eller lange ture. Det var sådan en murrende, dunkende fornemmelse – allerede undervejs eller få timer efter endt løb.
Men dagen efter var ubehaget væk og jeg fortsatte som jeg plejede, for hvorfor ikke? Kroppen havde det jo fint dagen efter, altså indtil om aftenen, hvor straffen kom i form af træthed, smerter og uro.
Det var nok det dummeste jeg kunne have gjort – at løbe videre på en krop der prøver at fortælle
mig noget. Når kroppen giver os tegn, så lyt til den. At undlade at lytte er vejen til skader. Jeg
fortsatte min træning under forudsætningen af at mere restitution var nødvendigt og at de lange ture ikke måtte overstige 15 km.
Set i bagklogskabens lys så var det jo dumt. Hvis ens træning stagnerer eller kroppen siger fra, så skylder du dig selv, at være nysgerrig på hvorfor.
Så det blev starten på et længere forløb hos en osteopat, som hurtigt konstaterede, at alle mine gener stammede fra min hofte. Den var simpelthen for ustabil og svag til den belastning, jeg udsatte min krop for.
Undervejs i behandlingsforløbet har jeg fast lavet målrettede styrke- og stabilitetsøvelser for min hofte. Hoften er bindeleddet og nok den del af kroppen, man nemmest overser, men som faktisk er et af de mest essentielle fokuspunkter for en stærk løber.
Nye vaner og læringer
Jeg var meget overrasket over, at det ikke var udstrækning eller restitution, der skulle til – men at jeg skulle direkte ud i styrketræning kombineret med fast behandling hver 14. dag til at starte med. For mig var skaden sket, og det var derfor nødvendigt med både behandling og målrettet træning,
hvis jeg ville løbe smertefrit og kunne udvikle mit løb.
Til en af behandlingerne nævnte jeg, at min fod klikkede og føltes begrænset, og her fandt han så en låsning og efterfølgende slap trætheden i foden stille og roligt. Men det var et resultat af at jeg kompenserede fra ubehaget i min hofte. En anden gang nævnte jeg, at jeg følte mig begrænset i min vejrtrækning, og med det samme fandt han en låsning i ryggen. Da den blev løsnet, kunne jeg trække vejret dybere.
Det var småting og ikke noget, man nødvendigvis tænker mere over, eller som betyder noget herog nu. Men på sigt, når du presser en krop, der ikke har fri bevægelighed eller som kompenserer for noget andet, risikerer du potentielle overbelastningsskader, og ikke kun i den del af din krop du
tror er belastet.
Før mit behandlingsforløb kunne jeg ikke sprinte en hurtig 5’er eller løbe over 15 km uden smerter undervejs, dårlig søvn om natten og et behov for flere restitutionsdage i træk. Men efter fire måneders behandlingsforløb, har jeg løbet et halvmaraton på 1 time og 42 minutter
uden noget ubehag undervejs, smertefri tid efter og med god nattesøvn, hvor kroppen slapper af i sig selv. Jeg har også kunnet løbe PR på 5 km, og min krop kan tåle at løbe med trækhund igen og løbe flere dage i træk.
Min træningsplan indeholder i dag færre kilometer i løbeskoene end før, mere styrketræning og flere restitutionsdage. Min ugeplan er ikke nødvendigvis rigtig for dig, da vi alle er forskellige, og det har taget mig lang tid at fastlægge, hvad der passer til min krop – at finde en balance i, hvordan jeg udvikler mig, uden at løbe ind i en overbelastning.
Min største læring? Jeg troede, jeg bare skulle løbe mere og restituere mere. I virkeligheden skulle jeg blive stærkere.
I sidste afsnit af bloggen deler Cecilia & Malene deres gode råd til at løbe skadefri og blive stærkere.
Malene, tovholder i Team Nordsjælland
1. foto: JNJ Photpgraphy 2. foto: True moments.